Om virksomheden:
Shell er en global koncern som opererer i mere end 90 lande, og består af energiselskaber og petrokemiske produktionsenheder med ca. 100.000 medarbejdere.
Shell har været aktiv i Danmark siden 1913, hvor forretningsaktiviteterne i Danmark dækker de fleste af de aktiviteter, Shell står for på verdensplan. I Danmark har Shell hovedkontor i Ørestaden, og ejer og driver desuden raffinaderiet i Fredericia samt har en robust forsyningskæde og en lang række af samarbejdspartnere i salgsleddet og servicestationer.
På raffinaderiet i Fredericia omdannes råolien til flydende gas, jetbrændstof, fuelolie, benzin, diesel, mv.
Raffinaderiet er i drift og bemandet døgnet rundt og har omkring 200 faste medarbejdere.
Stillingen:
Med reference til Projektchefen på Raffinaderiet i Fredericia, vil dine daglige arbejdsopgaver bl.a. være følgende:
• Eksekvering af anlægsprojekter på raffinaderiet fra idé fase til idriftssættelse.
• Tæt samarbejde med organisationens driftsafdeling, vedligehold og ingeniør teams.
• Tæt projektopfølgning og rapportering i den forbindelse af sikkerhed, miljø, generelle risici, økonomi, kvalitet og fremdrift mv.
• Udvikle investeringsforslag med tilstrækkelig beslutningsgrundlag.
• Strategisk projektudvikling, sikre detailplanlægning, forhandling med leverandører ved indkøb og stå i spidsen for konstruktionsarbejder i marken.
• Sikre opdatering af projektdokumentation, herunder vedligeholdelses- og inspektionsplaner.
• Garant for kvalitet i alle projektfaser bl.a. via brug af projekt stagegate model samt projektteknikker og værktøjer.
• Ad hoc projekt koordinering.
Desuden sigtes der mod, at vores projektleder, over en given periode, køres i stilling som leder af raffinaderiets planlagte driftsstop, idet der over en fem årig periode gennemføres en række stop, således at der kan føres tilsyn, udføres reparationer og optimeringer samt generel udvikling af anlæggene.
Nogle af stoppene er meget ”budget tunge” , behøver flere års forberedelse samt involverer mange interessenter og samarbejdspartnere internt som eksternt. Jobbet kræver, at der kan arbejdes strategisk, langsigtet i et komplekst miljø, hvor sikkerhed, kvalitet og pålidelighed er nøgleordene i alle projektfaser.
Faglige kvalifikationer:
Du er formentlig uddannet ingeniør, maskinmester eller lign, og du skal have flere års erfaring med teknisk projektledelse. Du betegnes som stærk i projektlederrollen og anvender ledelses- og projektstyringsværktøjer uproblematisk; din teoretiske værktøjskasse er i orden. Du begår dig også i en praktisk verden, og du vil med overblik styre dine projekter sikkert i mål. Det foretrækkes, at du har erfaring fra en større teknisk projektstyret organisation. Du er forhandlingsvant og forstår dig på interessenter, organisatoriske processer og økonomi. Du begår dig på engelsk i skrift og tale på forhandlingsniveau.
Personlige kvalifikationer:
Da du bliver en del af en stor koncern, og da du vil få en stor kontaktflade og mange interessenter, er det vigtigt, at du er en god kommunikator og forstår at formidle viden med fokus på resultater og samarbejde. Du har et højt drive og sætter en ære i, at nå dine projekter og aftaler til tiden. Du trives med at lede og koordinere opgaver, og er altid bevidst omkring mål, såvel egne som virksomhedens.
Virksomheden tilbyder dig:
En spændende og udfordrende stilling i en dynamisk organisation, hvor du får mulighed for at præge løsningerne og metoder på dit felt. Du får dygtige velmotiverede kollegaer og ordnede forhold. Du får løn efter kvalifikationer, pensionsordning mv.
Finder du ovenstående interessant, og kan du se dig selv i jobbet, ser vi frem til at modtage din ansøgning så hurtigt som muligt.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Bettina Askjær på tlf. 2554 0001eller på
bea@friends.dk
Vil du søge stillingen, som har index nr. 7047 så klik på knappen ”søg jobbet”.
Obs !
Da vore stillinger ligger på flere jobportaler, som arbejder med forskellige retningslinier, gør vi opmærksom på, at der ikke er anført nogen ansøgningsfrist på vore stillinger, men at stillingen vil blive taget af nettet, når vi har fundet den rette kandidat til jobbet.