Topgrafik

Netværk er vejen til nyt job


Folk over 50 år skal netværke sig til et nyt arbejde, for de traditionelle ansøgninger hjælper ikke, vurderer konsulent

Af Jesper Rosenquist jbrherningfolkeblad.dk


Folk over 50 år skal netværke sig til et nyt arbejde, for de traditionelle ansøgninger hjælper ikke, vurderer konsulent.

Til alle jer, der er over 50 år og arbejdsløse: De traditionelle ansøgninger virker ikke. Når fødselsdatoen afslører, du er over 50 år, bliver din ansøgning lagt nederst i bunken. Det nytter ikke at lægge tid og kræfter i at skrive ansøgning på ansøgning.

Det mener konsulent Jens Mikael Andersen fra rekrutterings- og netværksvirksomheden & friends, der i fredags var blevet inviteret til at holde foredrag af Senior Erhverv Midtjylland i Herning.

- Kun 30 procent af alle job bliver besat gennem jobannoncer, mens omkring 70 procent bliver besat via netværk. At skrive ansøgninger er det samme som at sidde og slå sig selv i hovedet med en hammer. De færreste kan holde til at få afslag på afslag, sagde han.

Omkring 35 tilhørere var mødt frem til foredraget for at få et bud på, hvordan de skal komme videre.


Kender turen:
Jens Mikael Andersen kender alt til at skulle finde nyt arbejde. Tre gange i sin karriere er han blev fyret. Derfor tog han udgangspunkt i sine egne oplevelser, da han skulle forsøge at give et bud på, hvordan man kan komme tilbage i arbejde.

- Første gang jeg blev fyret, holdt jeg nærmest op med at fungere. Jeg begyndte at tænke over, hvem jeg var, og hvad jeg egentlig kunne. Din identitet hænger ofte sammen med dit arbejde, og med en fyring er du ikke længere betydningsfuld. Det er hårdt at erfare, men det er vigtigt, du ikke går i panik. Tal situationen igennem med familien og få lagt en plan, sagde Jens Mikael Andersen.

Han har hver gang gjort brug at sit netværk for at finde et nyt arbejde, men et netværk er ikke noget, der kommer af sig selv.


Hårdt arbejde:
Det kan være et helt arbejde i sig selv at finde arbejde - i hvert fald, hvis man skal gøre det på den måde, som Jens Mikael Arnoldsen anbefaler:

- Først skal du lave et overblik over, hvor stort dit netværk er. Find ud af, hvor mange der kan hjælpe dig videre til et arbejde. Det handler om at blive kendt i et netværk, og det kan du gøre ved at tage ud og besøge virksomheder, du er interesseret i. Spørg bekendte i dit netværk, om de kender nogen i virksomheder eller firmaer, der kan give dig gode råd til at komme i arbejde igen. Herefter er det bare at ringe rundt, selvom det godt kan være lidt grænseoverskridende.

Blandt de 35 tilhørere var der dog en vis undren over, at man fra virksomhedernes side vil bruge tid på at snakke med en arbejdsløs, der er på jagt efter arbejde.

- Hvis du skal ringe til en direktør eller en anden repræsentant for en virksomhed, så sig til ham, at en hans bekendte har anbefalet ham som den rette at tale med. Så får du sjældent et nej. Folk bliver faktisk glade, når de hører, at andre har anbefalet dem. Sig til dem i telefonen, at du i øjeblikket ikke har arbejde og gerne vil høre deres bud på, hvordan du skal komme i arbejde. Du skal ikke spørge, om virksomheden har et job til dig i telefonen, for så kan de afvise dig med det samme. Aftal i stedet et møde, hvor du kan få en snak med en repræsentant fra virksomheden, forklarede Jens Mikael Arnoldsen.


Ind på harddisken:
Møderne med de forskellige virksomheder skal sikre, at de bliver opmærksomme på én. Møderne foregår ikke som jobsamtaler, men som en uforpligtende samtale, hvor der bliver small-talket frem og tilbage.

- Spørg ind til nogle af de ting ved virksomheden, som du finder interessant. Tag et emne op, hvor du er verdensmester. Det gælder om, at komme ind på virksomhedens harddisk, så de kan huske dig, når de næste gang skal finde nye medarbejdere, sagde Jens Mikael Arnoldsen.

En af tilhørerne var Finn Pedersen fra Herning. Han er arbejdsløs og bruger Jens Mikael Arnoldsens hjælp og ideer til at komme i arbejde.

- Det virker. Folk er søde og gode til at give råd. Jeg har været på 30 besøg indtil videre, og jeg tror på, at det vil bære frugt, selvom jeg ikke har fået arbejde endnu, sagde Finn Pedersen.

Første gang Jens Mikael Arnoldsen var arbejdsløs besøgte han 160 virksomheder, før det gav et job. Anden gang blev det til 125 besøg, mens det den sidste gang blev til 83 besøg, inden han fik jobbet som konsulent hos & friends.