Topgrafik

Guide til drømmejobbet

Vi har alle vores meninger om drømmejobbet, og de er forskellige fra person til person. Hvis du springer ud af sengen om morgenen og bare glæder dig til at komme på arbejde, har du så ikke drømmejobbet? Det er dog vigtigt at huske, at virkeligheden ofte er mere sammensat og kompleks end drømmescenariet. Alle fag og jobtyper rummer sure og negative sider.
Langt de fleste mennesker ønsker at opleve en mening med jobbet, at føle samhørighed, ansvar og en smule spænding. Har du ikke det, og ønsker du en drøm realiseret, er her nogle gode råd til karriereskiftet.


Realitet og målsætning
Der findes ikke kun ét drømmejob, men altid en række forskellige muligheder indenfor forskellige brancher. Jobsøgning er hårdt arbejde, der kræver struktur, planlægning og en klar målsætning. Når du søger, er det vigtigt, at du nøje overvejer hvad du vil, hvad det er du kan, hvor du er på vej hen og om det er i den retning du skal gå. Vær realistisk overfor dig selv; rækker kvalifikationerne eller er der brug for efteruddannelse?


Dit CV
Udform dit CV, så det er let at læse, udtryk dig tydelig og kortfattet og undgå lange meget detaljerede og kreative udformninger.  Læs jobannoncen grundig igennem og vær opmærksom på de specifikke krav der stilles. Det er vigtigt, at du tilpasser dit CV til ansøgningen og stillingen, og at du skarpt og præcist forholder dig til det konkrete job og de forventninger der er. Konsulenten skal, efter at have læst dit CV, have en klar opfattelse af hvilke krav du kan honorerer samt en generel forståelse for dine øvrige kvalifikationer, din karriereudvikling og tidligere opnåede resultater. En god begrundelse og din motivation for at søge jobbet bør fremgå af selve ansøgningen.


Jobsamtalen
Jobsamtalen kan være adgangen til din nye fremtid. Det kræver, at du har forberedt dig grundigt. Senest dagen før bør du igen læse jobannoncen, din egen ansøgning og dit CV igennem. Formulér relevante spørgsmål til jobbet og til virksomheden og medbring dem til samtalen. Gør dig også nogle tanker om dine svage sider, hvordan du forholder dig til dem, eller hvordan de kan vendes til positive træk.

Kom ikke for sent til samtalen og klæd dig passende på. Undgå at bruge alt for stærke dufte.
Under samtalen er det vigtigt, at du forholder dig til det væsentlige for den aktuelle stilling. Tænk på dit kropssprog og søg øjenkontakt; er der flere til samtalen skal du fordele din øjenkontakt ligeligt.  Du skal både tale og lytte. Samtalen er ingen afhøring eller monolog, det skal helst være en positiv dialog omkring jobbet.
Ved samtalen er det vigtigt, at du er så ærlig som muligt.


Held og lykke.